Nuancerne forsvinder, fronterne bliver hårdere, og mennesker reduceres til karikaturer af hinanden i den grønne debat. Det bekymrer mig, når vi møder aktivisme med stadig hårdere mærkater og større fordømmelse, skriver Özlem Cekic.
Tidligere på året forfulgte og filmede dyrevelfærdsaktivisten Kent Nielsen, der blandt andet er dømt for chikane, Gitte Dreier Jacobsen (ALT) efter en valgdebat i Aarhus.
Lad mig slå fast, at jeg ikke forsvarer hans handling. Man skal ikke forfølge mennesker på den måde, og man skal respektere andres grænser.
Men hans video efterlod mig alligevel med et spørgsmål, som jeg ikke kan slippe. Hvad var der sket, hvis hun var stoppet op og havde talt med ham?
Måske var der ikke sket noget. Måske var konflikten blevet større, eller måske var den blevet mindre. Det ved jeg ikke.
Men jeg ved, at vi i stigende grad lever i et samfund, hvor vi taler om hinanden frem for med hinanden.
Hvor vi anmelder, udskammer og stempler hinanden hurtigere, end vi stiller spørgsmål. Hvor mennesker bliver modstandere, længe før at de bliver samtalepartnere.
Selvfølgelig findes der situationer, hvor dialog ikke er mulig, og hvor myndighederne skal gribe ind. Men hvis dialog aldrig er en mulighed, hvordan skal vi så løse de konflikter, som splitter os?
For uanset om konflikten handler om klima, natur, indvandring eller identitet, bliver vi nødt til at stille os selv det samme spørgsmål: Bliver problemerne mindre af, at vi taler mindre sammen?
Min erfaring er den modsatte.
For nylig måtte vi i Brobyggerne bede politiet om hjælp til at sikre ro og orden ved et dialogarrangement om rewilding i Mols Bjerge.
Jeg har arbejdet med dialog og brobygning i mange år og har bragt mennesker sammen på tværs af nogle af samfundets mest betændte konflikter.
Tidligere har vi haft brug for politiets assistance ved arrangementer om ytringsfrihed og omskæring af drenge. At det nu var heste, der gjorde det nødvendigt for tredje gang, havde jeg ærlig talt ikke set komme.
Men når jeg tænker nærmere over det, burde jeg måske ikke være overrasket.
For natur- og klimadebatten er i stigende grad begyndt at minde mig om udlændingedebatten. Emnerne er ikke de samme, men mekanismerne er.
Nuancerne forsvinder, fronterne bliver hårdere, og mennesker reduceres til karikaturer af hinanden.
Den ene dag er det landmændene, der bliver udskammet. Den næste dag er det klimaaktivisterne. Ingen går fri.
Heller ikke i debatten om rewilding, hvor mennesker gennem flere år har politianmeldt hinanden, chikaneret hinanden og i nogle tilfælde helt har trukket sig fra debatten, fordi konflikten er blevet for voldsom.
Sidste år blev mennesker, der ulovligt fodrede græssere i naturnationalparker, omtalt som terrorister under et samråd med daværende justitsminister Peter Hummelgaard (S).
Lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke forsvarer lovbrud. Hvis man bryder loven, skal der være konsekvenser.
Men jeg må indrømme, at jeg studsede over sproget. Det er fuldstændig korrekt, at en gruppe borgere ulovligt har fodret dyrene i Molslaboratoriet og chikaneret personale. Det er fuldstændig uacceptabelt, men de bliver af den grund ikke til terrorister.
Vi lever i en tid, hvor vi meget hurtigt kommer til at sætte mærkater på mennesker, som vi er uenige med.
Det er lettere at kalde nogen ekstremister, fanatikere eller terrorister, end det er at forsøge at forstå, hvad der driver dem.
Problemet er bare, at det sjældent bringer os tættere på løsninger. Tværtimod flytter det fokus væk fra sagen og over på personen, og så bliver debatten hurtigt mere optaget af moralsk fordømmelse end af de reelle dilemmaer.
Hvis der er noget, som årtiers forgiftede udlændingedebat har lært os, så er det netop dette.
Udskamning flytter sjældent mennesker. Dæmonisering skaber ikke større forståelse for komplekse problemstillinger.
Den efterlader os typisk med de samme problemer som før, men med mindre tillid til hinanden og mindre lyst til at lytte.
Det var netop derfor, at vi valgte at afholde et dialogarrangement om rewilding. Da jeg begyndte at interessere mig for emnet for over et år siden, vidste jeg ærlig talt ikke meget om det.
Men jo flere mennesker jeg talte med, desto mere stod det klart, at konflikten i virkeligheden handler om noget langt større end græssere.
På den ene side står mennesker, der frygter for dyrevelfærden og ikke kan acceptere, at dyr skal klare sig uden menneskelig hjælp.
På den anden side står mennesker, som mener, at vi aldrig får mere vild natur, hvis vi hele tiden griber ind, når naturen ikke udvikler sig, som vi ønsker.
Begge parter mener grundlæggende, at de kæmper for dyrene og holder af naturen. Og alligevel er debatten blevet så hård, at mennesker på begge sider af hegnet ser det værste i hinanden.
I månederne op til arrangementet talte jeg med begge sider. Flere advarede os mod overhovedet at forsøge. Nogle sagde, at vi var modige. Andre mente, at vi var naive.
Jeg talte med mennesker, som fortalte om chikane, sygemeldinger og årelange konflikter.
Derfor var jeg også oprigtigt nervøs for, hvordan aftenen ville udvikle sig. Men jeg talte også med mennesker, som fodrer dyrene ulovligt. De er dybt bekymrede for deres tilstand og er frustrerede over, at ingen lytter.
Men den aften, hvor vi samlede fløjene til dialogkaffe, skete der alligevel et lille mirakel. Over 140 mennesker mødte op for at diskutere rewilding.
Aktivister, forskere, politikere, naturforvaltere og almindelige borgere satte sig sammen og talte sammen.
De blev ikke enige, men de var villige til at lytte og være i samme rum. De stillede spørgsmål til hinanden, udfordrede hinandens argumenter og gav plads til uenighed uden at gøre modparten til fjenden – med få undtagelser.
Det gjorde stort indtryk på mig, men det overraskede mig egentlig ikke. For det er præcis det, vi oplever igen og igen i Brobyggerne.
Når mennesker mødes ansigt til ansigt, bliver det sværere at fastholde forestillingen om, at den anden er ond, dum eller farlig.
Pludselig sidder der et menneske foran os med bekymringer, håb og argumenter, der måske ikke er så forskellige fra vores egne, som vi troede.
Derfor bekymrer det mig, når vi møder aktivisme med stadig hårdere mærkater og stadig større fordømmelse.
Selvfølgelig skal loven håndhæves. Men vi skal passe på med at gøre mennesker til fjender, bare fordi vi er uenige med dem.
Vores demokrati bliver svækket, når vi råber ad hinanden. Til gengæld bliver det stærkere, når vi insisterer på at mødes, lytte og tage de svære samtaler.
Özlem Cekic, generalsekretær i Brobyggerne – Center for Dialogkaffe.
Læs artiklen på Altingets hjemmeside på dette link.