Flere fordomme og (mis)forståelser stod for fald. Som når landmanden Torben forklarede, at han “ikke står op hver morgen og tænker: hvad kan jeg ødelægge i dag?!”
Eller når de grønne unge slog fast, at ja, de kender til klimaangst og frygt for fremtiden, men er også drevet af håb og tro på, hvad vi magter sammen.
Eller når politikerne erkendte, at de også kan blive trætte af spil og vanetænkning, når automatpiloten slår til, fordi de skal sige, hvad der forventes og deres rolle kræver.
Enigheden var størst om det vigtigste: Grønne fremskridt skal der til. For som en deltager greb mikrofonen og sagde: “Hvis naturen var en patient, skulle den i respirator!” Enighed var der også blandt unge som ældre, at det nytter noget, hvad vi hver især gør. Danmark er måske et lille land, men derfor er vi ikke bare en dråbe i havet. Vores handlinger kan også sætte kursen for resten af verden.
Svaret på aftenens gennemgående spørgsmål om, hvem der har ansvaret for en bæredygtig fremtid, blev derfor mangfoldigt. Hverken det personlige ansvar eller det politiske og strukturelle ansvar kan stå alene. Der er brug for begge dele – og vi har brug for hinanden!
Vi fik taget de første skridt, men er meget langt færdige med at bygge bro. Snart drager vi ud med Grøn Dialogkaffe igen for at samle, hvor fronterne i klima- og naturdebatten ellers risikerer at splitte os.
