Ofte udvikler debatten sig til en skyttegravskrig, hvor to skarpt optrukne fronter råber fra hver sin side uden at lytte. Debatten går i sort, hvor den burde være grøn. I Brobyggerne tror vi på, at vores gode erfaringer med dialog og brobygning også virker, når vi taler klimadebat. For her er der bestemt brug for, at vi sætter os sammen på tværs af interesser og fronter for at tale fælles løsninger på en fælles udfordring.
Generalsekretær Özlem Cekic, Brobyggerne, ser frem til de mange borgermøder og aktiviteter:
”Stort set ingen er mere i tvivl om, at klima- og naturkriserne kalder på handling. Vejret bliver vildere og vildere, og stadig flere dyr og planter uddør. Men trods udbredt holdning om at ”noget må gøres”, så kan viljen også nogle gange være vigende i de små lokalsamfund, når kravet om forandring kommer til vores baghave, mountainbike-bane eller påvirker udsigten fra sommerhuset.
Brobyggerne ønsker at vende tendensen fra polarisering og konflikt i retning af mere dialog på tværs af uenigheder og prioriteringer til gavn for miljøet og klimaet. Ikke fordi vi skal blive enige om alt; tværtimod, modpoler skaber dynamik. Men fordi ensidig argumentation i et polariseret debatklima ikke gør os klogere, hverken på hinanden eller den verden, vi lever i. Vi har brug for at blive klogere sammen, hvis vi skal løse vores samfunds natur og klimaudfordringer, nu og i fremtiden. Det kræver først og fremmest, at vi mødes på tværs og lytter nysgerrigt til hinanden.”
Grøn Dialogkaffe er blevet til virkelighed i samarbejde med 15. Juni Fonden, Østifterne og Forenet Kredit, som alle har støttet projektet økonomisk med tilsammen 3.650.000 kr.