AFHOLDT - Kalø Højskole, Rønde

Rewilding – svigt af dyrene eller frihed for naturen?

Kaldt terrorister. Anklaget for dyremishandling. Og alligevel mødtes de.

Torsdag aften d. 22. januar samlede vi fortalere og modstandere af rewilding til et udsolgt Grøn Dialogkaffe på Kalø Højskole. Et emne, vi på forhånd var blevet advaret imod at røre ved. Nogle havde ligefrem væddet på, at det ville gå galt.

Det gjorde det ikke.

Tværtimod blev det en aften, hvor store følelser fik plads, uden at tage magten. Hvor mennesker, der normalt råber ad hinanden online, satte sig ansigt til ansigt og lyttede. Der var både varme, grin og humor i salen, selv når uenighederne var store og ordene tunge.

Lokale borgere, fagfolk, politikere og aktivister delte ærligt deres bekymringer, frustrationer og håb. Om dyr, der lider. Om vrede, afmagt og manglende tillid. Om at blive kaldt terrorist og om selv at komme til at sætte mærkater på dem, man er uenig med. Flere var enige om én ting: at debatten om rewilding er kørt fast i skyttegrave, og at det er svært at skelne mellem fakta og følelser, når det handler om dyr, vi holder af.

Panelerne var uenigt om meget; om begrebet rewilding, om fodring, om naturens grænser og menneskets ansvar. Men der var også fælles fodslag: Hvis det er ved at gå galt for dyrene, skal der gribes ind. Dyrevelfærdsloven skal overholdes. Og tonen i debatten er blevet for hård.

Publikum deltog aktivt med spørgsmål, kritik og refleksioner og ja, der var øjeblikke med høj puls. Ét særligt ophedet øjeblik blev dog afvæbnet med humor, nærvær og (næsten) et kram. Det er også dialog.

Vi sluttede, som vi ofte gør, med fællessang. For og imod rewilding. Sammen.

Tak til alle, der turde møde op, lytte og tage del i samtalen. Vi er ikke færdige, men vi er nået et skridt videre.

Arrangementet blev støttet af 15. Juni Fonden, Forenet Kredit og Østifterne.

Se billeder fra arrangementet